Stendyssegaarden er et lille landsted der ligger lige i trekanten mellem Odsherred, Holbæk og Kalundborg kommuner.

Stedet bliver primært drevet af Kia Madsen. Jeg født i 1982 og uddannet folkeskolelærer.


Jeg har bred erfaring i forhold til at arbejde med unge med autismespektrumforstyrrelser. Har sammenlagt arbejdet med målgruppen i mere end 9 år.


Efter syv år i folkeskolen, har jeg arbejdet to år på en dagbehandlingsskole for unge med kormorbiditet. Her har jeg modtaget efteruddannelse i blandt andet Low arousal tilgangen.


I to år arbejdede jeg som familiekonsulent i Holbæk kommune. Her støttede jeg blandt andet børn og unge med autisme og skolevægring. Jeg var med til at danne "bro" mellem hjem og skole.


Herefter arbejdede jeg 3 år i en miljøterapeutisk organisation, med opholdssteder, dagbehandlingstilbud og bosteder. Her blev jeg blandt andet uddannet inden for Mentalisering og Miljøterapi. Herudover har jeg deltaget i diverse kurser og foredrag omkring autismespektrumforstyrrelser.

Jeg er i 2020 uddannet rideterapeut fra Ellevegården på Møn.

Min mand har også enkelte timer i firmaet. Han hedder Jacob Madsen. Han er fra 1977 og arbejder som uddannelsesleder ved Midt- og Vestsjællands politi.

Pædagogisk tilgang

Den pædagogiske tilgang på Stendyssegaarden tager sit afsæt i stor respekt for det enkelte unge menneske. 

Hele dagligdagen på er bygget miljøterapeutisk op. Dvs. alt er struktureret og forudsigeligt. De unge modtager en dagsplan inden de møder og dagene er ens i forhold til tider, opgaver mm. Herudover har vi kun fire pladser, hvilket er med til at overskueliggøre dagligdagen.

Vi yder ADL-træning i almindelig daglig livsførelse.

Ved hver enkelt elev, vurderer vi, hvor det giver mening at sætte det største fokus, så vi sikrer størst mulig udvikling. Vi gør vores ypperste for at finde elevens styrkesider, og går længere end de fleste i bestræbelserne på at skabe lige netop den kontakt til eleven, der skaber den største mulighed for udvikling.

Vi gør os umage med at se og høre eleven, som den han/hun er. Alle unge har behov for at blive set med det særlige noget, som de har med sig. Denne individuelle accept, forståelse og anerkendelse understøtter udvikling af selvværd og selvagtelse.

Vi bestræber os på at udfordre eleverne i tilpas omfang, så vi sikrer en god udvikling. Mennesket har et grundlæggende behov for at mestre opgaver og mærke, at man bliver bedre til tingene. Derfor stiller vi krav og er vedholdende. Det eleven kan selv, skal han/hun selv, og i løbet af de 3 år på STU, skal eleven altid kunne mere og mere selv.

Unge søger meningsgivende retning i deres liv via forbilleder, der vækker begejstring og beundring. Vi har fokus på det meningsdannende gennem relationer og aktiviteter, der er interessante, sjove og har værdi, så man i glimt ”glemmer sig selv”, fordi man hviler i at være en del af noget større.

Del siden